
Indkaldelse til ordinær generalforsamling 2019
5. april 2019
SM Veteranrækker i FTK
24. maj 2019Kære medlemmer.
Udendørssæsonen nærmer sig med hastige skridt og medfører nogle ændringer i trænerteamet. Kenneth er stoppet, mens Christopher er nødt til at skære ned, da han må prioritere afslutningen af sine studier. Dog vil Christopher stadig være knyttet til klubben som træner. Der er derfor brug for nye kræfter, hvorfor der er blevet arbejdet på en løsning, der går hånd i hånd med de ambitioner og mål, som klubben har. Dette har resulteret i ansættelsen af Paulo Siqueira, der vil have et virke som sportschef fra d. 1. juni.
Paulo er oprindeligt fra Brasilien, men har været bosat i Danmark siden 1995. Selv har han spillet på højeste niveau både i Brasilien og Danmark, hvor han har været træner for nogle af de bedste spillere. Han kommer fra en stilling som hold- og turneringsansvarlig i KB og besidder derfor de kvaliteter, som har været tiltrængt i klubben. Samtidig vil han indgå som en naturlig del af trænerteamet, da han tidligere har arbejdet sammen med både Charlotte og Christopher, da de arbejdede i KB. Som menneske er Paulo meget imødekommende, engageret og initiativrig.
Af konkurrencemæssige årsager må Paulo ikke være træner før 1. juni, hvorfor der vil være nogle ændringer i maj, som vi håber, at I har forståelse for. Der er blevet udarbejdet en plan, der lukker langt de fleste af de huller, hvor Paulo fremadrettet vil være. Indtil da vil han være at se på anlægget, herunder til standerhejsningen d. 4. maj fra kl. 11-13.
Vi og Paulo glæder os over ansættelsen og hvad fremtiden byder på.
På bestyrelsens vegne
Christopher Søndergaard