Farum Tennis Klub blev etableret i 1928 og er blandt de 10 største tennisklubber i Danmark. Vi har gennem tiden lagt baner til nogle af dansk tennis’ største talenter – og gør det stadig i dag.
Vi råder over 11 udendørsbaner, herunder en center court med plads til 1127 siddende tilskuere. Indendørs har vi seks baner, som vores medlemmer kan benytte og booke via vores bookingsystem.
Vi har en stor ungdomsafdeling og en dygtig og professionel trænerstab, som understøtter de unges tennisvisioner og tilbyder sociale arrangementer – der er essentielt for at kunne fastholde interessen i at dyrke motion og være en del af et fællesskab med andre unge i en idrætsforening.
For den voksne medlemsskare tilbyder Farum Tennis Klub holdtræning og mulighed for fast banebookning i indendørs- og udendørssæsonen. Vores holdtræning er for begyndere, letøvede og øvede spillere.
Som en af få tennisklubber i Danmark er vores indendørshal indrettet handicapvenligt med fuld adgang for kørestolsbrugere, som kan komme rundt på alle baner, i omklædningsrum og op i caféen på 1. sal via personelevator.