
I Farum Tennis Klub har vi 11 udendørsbaner, som vi benytter i sommerhalvåret (vores sommersæson strækker sig fra ultimo april til ultimo september).
Samtlige baner er grusbaner, og derfor kræver de pleje af klubbens medlemmer både inden og efter brug. På den måde kan vi alle være med til at sikre, at vi har baner i topform, som holder hele sæsonen.
Derfor er det vigtigt, at du som medlem husker på disse ting, når du skal spille på grus:
1. Ordentligt fodtøj
Du skal spille med tennissko eller sko uden for meget mønster (sålerne skal være så “flade” som muligt for at undgå at beskadige banen)
2. Vand banen inden spil
Det er specielt vigtigt, at du husker at vande banen, inden du går igang med at spille. Banerne må ikke være lyse i farven – så er de for tørre. I dette tilfælde skal du starte timen med at vande hele banen, så den bliver mørkerød overalt – også bag ved baglinjen
3. Reparer huller i banen
Specielt ved sæsonstart er banerne meget bløde, fordi de ikke har fået sat sig endnu. Derfor er det vigtigt at bruge “skraberen” til at reparere eventuelle huller med det samme. Dette skal gøres både undervejs og efter spil, såfremt der er lavet ujævnheder i banen
4. Husk at feje – hele banen
Efter endt spil er det vigtigt, at banen bliver fejet. Dette gælder hele banen – altså helt ud til hegnet både bag ved baglinjen og helt ud til hegnet ved sidelinjerne. Fej udefra og ind rundt i en cirkel – på den måde holder vi gruset inde på banen i stedet for at feje det væk fra banen. Der skal ikke fejes linjer efter spil – det gør de næste, som skal spille. På den måde holder vi gruset på linjerne og mindsker chancen for, at de hopper op

Hvis du oplever fejl eller mangler på nogle af vores baner, så kontakt vores inspektør Boye på denne mail, så han kan udbedre problemet med det samme.